Geiger Records

Stort og småt om Geiger Records.

Massiv medieopmærksomhed og interesse fra udlandet for Påvirket som kun et menneske kan være

14/09/2011

Massiv medieopmærksomhed og interesse fra udlandet for Påvirket som kun et menneske kan være

Konrad Korabiewski & Littens pionerværk fortsætter sin sejrsgang. Med masser af flot omtale fra de danske medier og en veloverstået Islands-tour bag sig ser duoen nu frem mod et efterår med bl.a. udstillinger og koncerter i Tyskland.

Efter et yderst interessant forår, der har budt på adskillige udstillinger, koncerter og massiv medieomtale i Danmark, fortsætter duoen Konrad Korabiewski & Litten og deres lydkunstbog Påvirket som kun et menneske kan være med at trække overskrifter. Både i Danmark og udlandet.

Islandsk succes

Konrad Korabiewski & Litten har netop afsluttet en tour i samarbejde med de islandske lydkunstnere Auxpan og Helgi Örn på den islandske østkyst (hvor den danske kunstnerduo pt. er bosat). I tråd med den islandske tradition for at skabe egne sproglige betegnelser førte den frugtbare koncertrække ligefrem til opfindelsen af en ny musik genre; ’Rafmagns Tónlist’.

Som inviterede på årets LungA Art festival fik den kunstneriske duo stor opmærksomhed for deres gennemførte soloudstilling, lecture og koncert. Oplevelserne på Island har lagt bunden til nye projekter, der fremover vil sætte spor i både det internationale lydkunstmiljø og på

Konrad Korabiewski / Littens kommende Mixed Media Art Publications ‘Nóatónn’.

Om touren udtaler duoen:

Det var en helt speciel følelse at bringe den eksperimenterende musik og film gennem lavthængende skyer, over høje bjerge og ud i afsidesliggende fjorde for at møde et publikum,

der ligefrem takkede for en ny opfattelse af hvad en koncertoplevelse kan være“.

(Billede/lyd/ materiale fra touren kan opleves hér)


En begivenhed i de danske kunstnerbøgers historie

I det seneste nummer af litteraturtidsskriftet Den Blå Port får Påvirket som kun et menneske kan være også fornemme ord med på vejen. I en artikel om danske kunstnerbøger i digitaliseringens tidsalder fremhæver lektor og post doc. ved Københavns Universitet Thomas Hvid Kromann værket som værende “en begivenhed, ikke kun blandt kunstnerbøgerne fra 2010, men i de danske kunstnerbøgers historie. En historie, der indeholder mange højdepunkter, hvortil just dette værk, med sit fokus på de materielle og taktile sider, ubesværet kan placeres. for slet ikke at tale om det mulighedsfelt som værket aftegner og som de og andre forhåbentlig vil eksperimentere videre inden for.”

Kromann fremhæver endvidere det bemærkelsesværdige i værkets reception - et bogobjekt i 100 eksemplarer, der anmeldes bredt i dagspressen. Og netop dagspressen har i den grad taget værket til sig med markante anmeldelser i Information, Politiken, Weekendavisen og Berlingske. Helt i ånden fra værkets hybridkarakter har både kunst- og litteraturanmeldere skamrost projektet (se citater nedenfor).

Også i lydkunstmiljøet vækker værket genklang. Lydkunst-sitet Seismograf bragte tidligere på sommeren et fyldigt interview med duoen om værket. Også sitet Lydwerk har sat fokus på Påvirket som kun et menneske kan være og skriver bl.a.: “Det er en kunstbog som udfordrer dine sanser. For hver side man bladrer mødes man af billeder og små lydværker, der leger med dine sanser og din opfattelse af hvordan en bog kan være og opfattes.”

Næste stop Tyskland

Kort efter udgivelsen i 2010 blev Påvirket som kun et menneske kan være nomineret til Swatch Young Illustrators Award i Tyskland, en af verdens mest prestigefyldte priser for illustrationskunst / kunstbøger. I år er Island æresgæst på Europas vigtigste bogmesse Frankfurt Book Fair

(12-16. oktober) og stolte af at kunne præsentere værket på deres særudstilling “Books on Iceland”. Ligeledes indgår værket på Foreningen for Boghåndværks udstilling for bedste danske bogarbejder 2010.

I øvrigt er Korabiewski en af vinderne af og deltager i det ambitiøse europæiske lydkunstprojekt Europe - A Sound Panorama til oktober i Karlsruhe, ligesom han er inviteret til at bidrage til Staalplaats roste Staaltape-serie.

Interessen for den unikke lydkunstbog fortsætter altså med at brede sig som ringe i vandet.

Rejsen synes først lige at være begyndt!

Påvirket som kun et menneske kan være er udsendt af Geiger Records i 100 håndlavede, unikke eksemplarer, som er tilgængelige for både køb og udstilling.


Sagt om Påvirket som kun et menneske kan være:

Oplevelsen af dette værk er en usædvanlig kombination af det overrumplende sansebombardement, udstillingsrummet kan præstere og bogens ensomme fordybelse. Med andre ord et helt nyt rum at befinde sig i som billed- og nu også lydsluger.” - Kamilla Löfström, Information

en frapperende oplevelse” - Lisbeth Bonde, Weekendavisen

poetisk og mystisk” - Torben Weirup, Berlingske

en vellykket og helt speciel oplevelse" - Torben Sangild, Politiken

"Dette tværæstetiske- og teknologiske modstrøms-pionerprojekt skuer på én gang fremad og bagud og befinder sig i sin egen tidslomme ... Et traditionelt medie udfordres, men ikke, som det som regel er tilfældet i disse tider, af en udvikling mod tilgængelighed.” - Lasse Juhl Nielsen, Kunsten.nu

Det mest nyskabende og interessante værk var uden tvilv Litten og Konrad Korabiewskis såkaldte ”bogværk” med titlen Påvirket Som Kun Et Menneske Kan Være” - anmeldelse af Kunstnernes Påskeudstilling 2011, Anne Mette Thomsen

Postet i Påvirket som kun et menneske kan være, Konrad Korabiewski & Litten af Robert Christensen

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til 'Massiv medieopmærksomhed og interesse fra udlandet for PÃ¥virket som kun et menneske kan være'. Klik her for at skrive en ny kommentar.

Der er endnu ingen kommentarer.

Send kommentar

Nedenfor kan du poste en kommentar til 'Massiv medieopmærksomhed og interesse fra udlandet for Påvirket som kun et menneske kan være'.

Navn

E-mail

Emne

Besked

Husk mig

Af sikkerhedsmæssige årsager bedes du indtaste nedenstående talrække på billedet i tekstfeltet.

Geiger Records | Vester Allé 15 | 8000 Århus C | Denmark | Email: info@geigerrecords.dk   Følg os på Facebook  Følg os på MySpace
Powered by CMIS