Geiger Records

Stort og småt om Geiger Records.

Udgivelsesreception for Påvirket som kun et menneske kan være

14/10/2010


I anledning af at Konrad Korabiewski og Litten netop har udsendt Påvirket som kun et menneske kan være inviterer Geiger og kunstnerne til udgivelesarrangement i Møllegades Boghandel fredag den 15. oktober kl. 16.00 – 19.00. Vi byder på lidt til ganen, og der vil være mulighed for at opleve værket og høre kunstnerne fortælle om arbejdet med det.

Udgivelsen er et fælles pionerarbejde, hvor lyd-, billed- og bogkunst smelter sammen på radikal vis. PÅVIRKET... er ikke en ny plade, men derimod et helstøbt kunstværk, hvor menneskets vilkår indkredses i en blanding af lyd, billeder og ord. Værket er formet som en bog med indbygget lyd. De enkelte kompositioner aktiveres, når man vender bladet til et nyt kapitel. Bogformen opfordrer til en fordybelse og en fysisk interageren, hvor sammenhængen og dialogen opleves gennem flere sanser.

påvirket_receptionPåvirket som kun et menneske kan være inviterer til, at man tager sig tid og går på opdagelse på siderne. Når man lader sig synke ned i bogen, opstår fortællinger om mennesket gennem spillet mellem musik, billede og tekst. Til tider i form af spydige kommentarer til tidens materialistiske overfladiskhed eller som direkte politiske kommentarer til f.eks. dansk asyl-politik, men også i form af en melankolsk og poetisk insisteren på, at mennesket netop er andet og mere end det, som samfundet ofte reducerer det til. En insisteren på langsomheden, fordybelsen og nærværet.

Udgivelsen udkommer i et stærkt begrænset oplag på 100 håndlavede og håndnummererede eksemplarer personligt sammensat af kunstnerne selv, hvilket sammen med den uadskillelige multimediale helhed tildeler værket en særegen aura, der går imod tidens digitaliserede og fragmenterede udtryk. Påvirket … er ikke handy og letfordøjelig, den kan ikke uden videre kopieres og overføres til diverse medier. Den er sit eget medie, og oplevelsen af værket er uadskilleligt fra dette! Hvert eneste af de 100 eksemplarer bærer i øvrigt sit helt eget særpræg og fremstår således som unikke kunstværker i egen ret, hvilket også afspejles af prisen på 2000 kr. pr. eksemplar.

På Geiger Records har vi altid hyldet eksperimentet, modet til at tænke nyt og lysten til at lade møder opstå mellem musik, litteratur og andre kunstformer. Vi er derfor begejstrede for at kunne udgive dette pionerarbejde inden for sammentænkningen af lyd-, billed- og bogkunst.

Tid: 15. oktober kl. 16.00 – 19.00
Sted: Møllegades Boghandel, Møllegade 8A, 2200 København N - www.moellegadesboghandel.dk

Postet i Konrad Korabiewski & Litten, reception af Geiger Records

Geiger Records | Vester Allé 15 | 8000 Århus C | Denmark | Email: info@geigerrecords.dk   Følg os på Facebook  Følg os på MySpace
Powered by CMIS