Udgivelser

På disse sider kan du se udgivelser fra Geiger Records.

Bodega Boys

Nøgnere end nogensinde
(CD/2009)

Har du nogensinde hørt om genren Folkedyb Verdens-Top? Eller Litterær Visepunk? Eller Skæbnefortællinger fra Beverdingernes Brune Baglokaler? Hvis ja, så er du en af de heldige, der allerede har haft et musikalsk stævnemøde med københavnske Bodega Boys. Hvis nej, så kan du starte her:

Bodega Boys har de seneste år har huseret i den københavnske undergrunds mere lurvede lokaler. Bandet består af garvede kræfter fra både den litterære scene og fra jazz- og rootsmiljøet. De fandt sammen om en fælles kærlighed for lige dele litterær kabaret, ølbas, verdensmusik, Tom Waits og stambordsvisdom, og skrev deres første numre til en kabaret for seks år siden.

Musikken på Nøgnere end nogensinde er primært skrevet af komponisterne Andreas Ugorskij og Daniel Lindberg, og teksterne af forfatterne Jesper Wamsler og Marius Nørup-Nielsen. Guitaristen Andreas Ugorskij spiller også med tidens store danske verdensmusik-ensemble Klezmofobia, og sangeren Marius Nørup-Nielsen, som har tre bøger bag sig på Samlerens Forlag, har tidligere musiceret for Geiger Records på den anmelderroste Ka' du lege!? med MikkelModulererMarius. Herudover er bandets kontrabassist Jens Kristian Andersen en aktiv spiller på den danske jazzscene, live såvel som på plade, og både saxofonist Daniel Lindberg og trommeslager Rasmus Skovmand har udgivelser og fyldte spillesteder bag sig.

I en tid, hvor mange danske bands forsøger at lyde som glatte kopier af udenlandske forbilleder, og hvor bodegakulturen trues af sundhedsapostlene, skaber Bodega Boys et både ømt, humoristisk, ramsaltet og vulgært opgør med pænheden. Her er noget til både gården og gaden. Her leges veloplagt med sproget i tekster, der spænder fra underfundig hverdagspoesi til udgydelser langt under bæltestedet, fra mordballade til kæk tankstations-idyl. På samme måde blander musikken frejdigt dansk top, kabaret, jazz, punk og tango i et lydbillede undfanget og mixet i Soundscape Studio på Frederiksberg, og mastereret af chicago-gutten Jason Ward, som blandt andre har arbejdet med Lambchop og Arcade Fire. 

Klik her for at downloade to af numrene gratis:

1. ”Hjertebræk hotel” 
2. ”Flyversjus, flyversus”

BESTIL CD'EN (150 kr. inkl. porto) - SEND EN MAIL TIL: robert (a) geiger.dk 
KØB ALBUMMET DIGITALT HOS: iTunes, CD-On m.fl.

BESØG BODEGA BOYS PÅ MYSPACE: www.myspace.com/flyversjus

ANMELDELSER

"Det er øllede viserocksange om at drikke sig uden for pæda gogisk rækkevidde, om at hade sin kone, om at mæske sig i sin hjertesorg i en tyk sovs af liderlighed osv. Det er old school-manden, der oplader sin røst, og den er ikke køn. Manden, der ikke kan tale med kvinden, manden, der ikke kan tale med store dele af sig selv, manden, der går ensomt til bunds. Albummet er en serie lodne stiverikker (...) når forfatteren og sangeren Marius Nørup-Nielsen er med til at skrive tekster og synger for, så foregår det også med distance, med grovkornet humor og på et tekstligt niveau godt over beverdingens slagmark af snapse-tacklede stavelser." - Ralf Christensen, Information.

"Bodega Boys er ikke noget særlig opfindsomt bandnavn, men det passer meget godt i dette tilfælde. Gruppen lyder nemlig som bodega-stamgæster, der efter en håndfuld fadbamser er begyndt at slå sig løs på diverse instrumenter, ikke mindst harmonika og saxofon, med tydelig inspiraiton fra både Tom Waits og sømandsviser (...) ganske underholdende.- Ole Rosenstand Svidt, GAFFA.

"Tilnærmelser til et skød, en død og fælt lugtende kæreste samt et ophold på »Hjertebræk Hotel« er overrumplende, skidesjove og så meget bedre, end hvad der ellers er klistret på rytmisk musik nu om stunder." - Thomas Nygaard, Aarhus Stiftstidende.

"Teksterne er rigtig gode, kløgtige og legesyge." - Jonathan Heldorf, Undertoner.dk

"Prøv at forestille dig Tom Waits, Troels Trier og Jacob Haugard sammen. Tilsæt så klezmermusik,  tango, vild jazz og skøre og skæve tekster (...) Et originalt og forfriskende pust på den danske musikscene." - Søren Chr. Kirkegaard, Roots Zone.

Share |

Udgivelser

Videoer

Er de sjældne: Kære Drømmetyder

Er de sjældne: Rapunsel & prinsen

Red Shifter - Turning

Peter Laugesen & Singvogel: Film

So Like Dorian: Behind My Face

Peter Laugesen & Singvogel: Strisserne breder sig

Geiger Records | Vester Allé 15 | 8000 Århus C | Denmark | Email: info@geigerrecords.dk   Følg os på Facebook  Følg os på MySpace
Powered by CMIS